I går havde jeg en god diskussion med nogle kolleger omkring motivation og anerkendelse – for anerkendelse er vel een af de stærkeste motivationsdrivere vi kan få øje på?
Og i et system der er båret af indre motivation, som drives af følelsen af (en kollega ville sikkert kalde det illusionen af 
) Autonomi, Mestring og at man arbejder for et højere formål – hvor ligger anerkendelsen?
Den er nem at få øje på i et system der drives af pisk og gulerod (tror vi) – for anerkendelsen ligger vel i at opnå guleroden, eller undgå pisken – hvilket umiddelbart er nemt at sanse om det ene eller det andet er indtruffet.
I indre motivationssystemet – skal anderkendelsen findes i:
Autonomi – vi har tillid til at du bedst selv kan bestemme og prioritere i din hverdag
Mestring – følelsen af at være rigtigt god til noget. Og hvem kan give anderkendelse af dette? Dem der umiddelbart ser på kan – eksempelvis er der ingen tvivl om hvad fodboldtilskuere mener om mestringsniveauet for den enkelte spiller – men de kan jo stort set kun forholde sig til den relative performance imellem spillerne, ikke den enkelte spillers reelle mestringsniveau. Kun andre mestre eller trænere der har et højt “trænermestringsniveau” – kan give en reel anerkendelse. Derfor betyder anerkendelse fra en anden mester meget mere – end anerkendelse fra en tilskuer eller en journalist. Ligesom en dygtig håndværker vil sætte langt større pris på anerkendelse fra en anden dygtig håndværker – end en almindelig forbruger som jeg selv, der bare kan konstatere at overfladen på væggen ser godt ud, uden jeg har den fjerneste anelse om hvilket mesterstykke der ligger bagved at få væggen til at se godt ud. I det sociale internet måler vi mestring ved “likes” eller ros fra andre mestre, eksempelvis betyder det meget for en dygtig programmør at få ros for sit svar på det problem man har givet i et specialistforum – ros der kun gives af andre dygtige programmører – herrestegud for en almindelig baggårdsteknikker vil enhver løsning på hans problem jo være en god løsning – kun sande mestre kan se bag om arbejdet og erkende mesterstykket.
Hvordan får vi som dygtige arbejdsindividder i en selvledet hverdag mættet vores naturlige sult efter anerkendelse?
I princippet tror jeg vi skal se på hvordan andre dygtige håndværkere får anerkendelse – nemlig ved dygtige sidemænd der med ægte indsigt kan anerkende mesterstykket – og så naturligvis vores egen fornemmelse af at levere et godt håndværk.
Tjene et højere formål- den vigtigste opgave for enhver leder, der vil arbejde med selvledelse i sin organisation er at kommunikere en klar mission for hvilket højere formål vi arbejder. Uanset om det handler om at tilbyde unikke oplevelser, glade børn eller fjerne sult og hunger – så bør der ligge et højere formål bagved vores arbejde.
Forfatteren og Filosoffen Eckhart Tolle skriver at uanset hvad vi foretager os – så er vores grundlæggende motivation at vi gør det for vores egen skyld – for at få anerkendelse for det vi gør. Hvis vi tør anerkende dette synspunkt – så kan vi gøre noget umiddelbart for os selv, hvilket indlysende er for vores egen skyld, men vi kan også gøre noget for andre, eksempelvis hjælpe en gammel mand over gaden – men her er vores motivation i følge Tolle at vi gerne vil have anerkendelse for vores altruiske handling, som dermed ikke er en altruisk handling. Det er måske et ret kontroversielt synspunkt fra een af verdens største nulevende mindfullness filosoffer, men der er nok ikke nogen tvivl om at anerkendelse er af umådelig stor betydning for os alle – hvis vi tør stå ved det. Og den største anerkendelse kan vi få der hvor vi er sande mestre, eller i stærkest udvikling på vej til at blive det – og anerkendelsen er stærkest hvor vi kan og tør give den til os selv – og/eller hvor vi får den af en sand mester.
Tags:Ledelse, ledelse 2.0, Linkedin, Social Kapital
